Foto: Shutterstock

Fodboldklub raser over hundeejere: Saml jeres lort op

En lille nordjysk fodboldklub er træt af, at hundeejere lader deres dyr besørge på banerne og ikke samler op efter dem.

– NEJ TAK TIL LORT I BIF.

Så klar er opfordringen fra Bagterp IF. Klubben er godt og grundigt træt af de hundeejere, der ikke bare lader deres hunde besørge på fodboldbanerne, men heller ikke samler op efter deres dyr. Det fremgår af et opslag på Facebook, som klubben har lavet.

– Det er ret simpelt – Vi vil ikke have det. Når du går tur med din hund på Bagterp IF Fodbold’s anlæg og du eller din hund lægger en lort, så samler I op, skriver fodboldklubben. Sidstnævnte skrevet med store bagstaver og flere steder i opslaget kan man se udråbstegn.

Dyrenes efterladenskaber er nemlig ikke bare klamme for klubbens medlemmer, men der er rigtig mange børn, som det kan blive et ildelugtende problem for:

– Vi har hundredevis af børn og unge der spiller hver eneste dag på anlægget, helt små børn der er på besøg fra børnehaven og dagpleje – de skal ikke træde rundt i din hunds efterladenskaber, skriver klubben i opslaget.

Foto: Shutterstock

Mere travlt med at kigge på telefonen

Jan Mylund har siddet i Bagterp IFs bestyrelse i 10 år. Overfor TV 2 Nord forklarer han, at flere hundeejere har mere travlt med at kigge i deres telefon end at holde øje med, hvad deres hund laver.

Men selv de hundejere, der faktisk samler hundens afføring op kan være lidt af et problem. Nogle hundeejere vælger nemlig ifølge Jan Mylund at binde posen fast til målet, fordi der ikke lige er en skraldespand i nærheden.

– Hvis ikke du selv kan, så lær din hund at samle op! Det er efterhånden nærliggende at tro, det er nemmere end at få DIG til det, lyder det med et glimt i øjet i klubbens opslag på Facebook.

Til sidst kommer klubben med en opfordring. Hvis man ikke vil fjerne sin hunds afføring, så skal man blive væk fra banerne.

Hvad tænker du om, at fodboldklubben skrider til de sociale medier for at få folk til at samle op efter deres hunde? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.