Kidnappere truer stadig Hector: Forlanger penge fra ejeren

Da den 2-årige Hector i sidste uge blev stjålet fra sin ejer, bredte historien sig over hele Danmark og glæden var stor, da Hector senere blev afleveret tilbage.
Men mareridtet er ikke slut for Hector og hans amerikanske ejer. Kidnapperne truer stadig ejeren Mark.

Da Mark Saccoccio og resten af det amerikanske hold ankom til Danmark for at deltage i verdensmesterskabet for schæferhunde, havde de aldrig regnet med, hvilke skræmmende oplevelser som besøget i vores lille land skulle byde på.

Mark boede sammen med resten af det amerikanske hold i starten på Årslev kro og Hotel. Her overnattede Hector og flere af de andre hunde i bilerne om natten, da det var det mest trygge for dem, men da Mark i sidste uge kom ud for at sige godmorgen til Hector, var ruden knust og hunden væk.

Marks gribende bøn om hjælp gik Danmark rundt, og han var klar til at gøre hvad som helst for at bringe sin bedste ven hjem.
Under sin eftersøgning af Hector kom Mark i kontakt med to mænd, der vidste, hvor Hector var. De krævede dog en løsesum på 20.000 kroner for hunden – noget som Mark endte med at give dem for at få Hector tilbage. Det skriver Stiften.dk.

Lykken over at få Hector tilbage var stor, men mareridtet sluttede ikke der. Mark Saccoccio bliver nemlig stadig truet af kidnapperne.

https://www.facebook.com/khorgan2/posts/10211540108648961

Mark udsættes for trusler af kidnapperne både på Facebook og telefonen.

– Jeg vil nødigt sige noget ufordelagtigt om det danske politi. Vi ved ikke, om de gør noget i sagen. Vi har i hvert fald intet hørt. Og vi har givet dem telefonnumre og Facebook-oplysninger, så det burde være rimeligt nemt at finde frem til dem, siger teamkaptajn for det amerikanske landshold til VM for schæferhunde, Sean O’Kane, til Randers Amtsavis. Han er selv politimand i USA.

Siden kidnapningen er det amerikanske hold flyttet til et hotel i Århus – hvor de er blot 300 meter fra den lejlighed, hvor Hector blev udleveret.

– De bliver åbenbart ved med at forlange penge fra hundeejeren. Det er ufatteligt, at sådan noget kan forekomme i lille Danmark. Og hvorfor gør politiet ikke noget. Det virker helt uforståeligt, siger Poul Meineche Hansen til avisen.

Sagen er dog langt fra glemt hos Østjyllands Politi, hvor man arbejder på højtryk. Dog har kommunikationen til amerikanerne ikke været så god som håbet.

Hvor er det forfærdeligt, at kidnapperne kan blive ved med at terrorisere Hectors stakkels ejer! Nu krydser vi alle fingre for, at denne sag snart kan slutte, så Hector og Mark kan nyde glæden over igen at være sammen.  

Foto: Kelly Horgan LaDuca/Facebook