Når en lærer i folkeskolen siger farvel til sine elever og "frigiver" dem til gamnasiet, ved de ofte ikke, hvilken påvirkning de har haft på barnet.
Går du i de mindste eller midterste klassetrin har du nogle drømmer, ambitioner og tydelig personlighed – men det er svært at vide, hvordan livet udvikler sig i teenageårene.
Ikke desto mindre er folkeskoleårene meget vigtige for elevernes udvikling, jeg husker for eksempel hvilken fantastisk lærer jeg havde i 1-6. klasse.
Jeg skulle måske have vendt tilbage og takket min gamle skolefrøken, men det blev aldrig til noget.
En som dog følte sig nødt til at give en opdatering til sin lærer, var Lee Buono: Når du læser dette, forstår du sikkert hvorfor. Hvilken gribende historie!
Albert Siedlecki har undervist i naturvidenskab på Memorial Middle School i New Jersey i over 40 år. Børnene kalder ham “Mr. Sie” og han har uddannet mange børn med sin specielle stil.
Mr. Sie elsker sit job, og presser altid eleverne til at gøre deres bedste. Han forsøger at være nærværende, og lader altid børnene teste forsøgene selv.
Men selvom han elsker sit arbejde, har han aldrig rigtig forstået, hvor meget han har påvirket eleverne gennem årene.
Sådan var det i hvert fald, indtil han fik et overraskende telefonopkald.
En af Mr. Sies gamle elever fra 1980’erne, Lee Buono, ville tale med ham personligt. Mr. Sie kunne godt huske navnet, men han havde ingen anelse om, hvorfor Lee skulle kontakte ham.
Lee Buono arbejder på nuværende tidspunkt som neurokirurg. Han var nødt til at tale med Mr. Sie efter at have opereret en patient, en dommer. Lee udførte et avanceret indgreb i dommerens hjerne, efter en tumor havde sat sig i området som styrer evnen til at tale.
Efter operationen kunne dommeren tydeligt tale igen. Han var taknemmelig og gav Lee et råd, som resulterede i han var nødt til at genoprette kontakten til sin gamle lærer.
Dommeren sagde, at Lee burde takke den person som hjalp ham til at blive hjernekirurg. Lee vidste, hvem det var. Ifølge Lee sagde dommeren:
“Sørg for, at du takker ham for at du fik inspiration til at blive den, du er i dag”.
Da Mr. Sie talte til Lee, blev han overvældet af følelser.
Han sagde:
“Den her telefonsamtale har forandret, hvordan jeg ser på hver elev. Fra det minut og fremad. Da indså jeg, at hver enkelt person har dette potentiale”.
Lee mindes, hvordan han var tvunget til at dissekere en frø i en af Mr. Sies lektioner. Efter at have fjernet hjernen og rygmarven, kommenterede læreren Lees dygtighed og sagde, at det var den bedste dissektion, han nogensinde havde set.
Lee forklarede:
“Du burde blive kirurg, du er så rolig på hænderne. En så klog og dygtig dreng som dig, du kan blive hjernekirurg, hvis du vil”.
Lee var kun 13 år gammel, men de varme og opmuntrende ord fra læreren skulle komme til at forandre hans liv. Det var i det øjeblik han indså, at han ville være hjernekirurg.
Efter telefonsamlen vendte Lee sågar tilbage til Memorial Middle School for at takke Mr. Sie personligt. Læreren gav ham en speciel gave – præcis samme frøhjerne og rygmarv som Lee havde dissekteret for så mange år siden.
Mr. Sie havde beholdt projektet og monteret det på en plakat. Lee var i tårer over den fine gestus.
“Det er en smuk gave, men det som virkelig betyder noget er ordene. De fortæller, at ethvert barn kan blive hvad som helst her i livet”.
Mr. Sie vidste ikke, at hans undervisning havde gjort så stor en forskel i sine elevers liv. Det er tydeligt, at hans vejledning, støtte og opmuntring har påvirket mange unge mennesker.
Man bliver både rørt og varm i hjertet, når man læser denne historie – dette er prcis, hvad lærergerningen handler om! At give børn drømme, værktøjer og inspiration til at blive, hvad de vil, det lyder måske simpelt, men er yderst vanskeligt.
Del denne fine beretning, hvis du også synes, at flere bør få chancen til at opleve dette!
