Elizabeth Cochran Seaman blev født i 1864, men er bedre kendt under navnet Nellie Bly.
Hun blev født i USA og allerede som ung teenager ville hun tjene sine egne penge. Hendes far døde, da Elizabeth var ung, og fra og med hans død hjalp hun med at forsørge sin mor og sine 14 søskende.
Elizabeth kunne ikke lide, at kvinder kun skulle gøre nytte indenfor hjemmets fire vægge. Hun ville gøre en forskel.
Efter at have læst et læserbrev i avisen Pittsburght Dispatch med titlen “What girls are good for”, blev hun meget oprørt og besluttede sig for at give svar på tiltale.
Redaktøren George Madden læste hendes læserbrev og blev så imponeret, at han tilbød Elizabeth at skrive en artikel til avisen.
Efter at have imponeret George yderligere en gang, blev hun tilbudt fast job, som hun med glæde takkede ja til.
Elizabeth var glad for at skrive om kvindespørgsmål og kvinders rettigheder, hvilket altid stak ud, eftersom kvindesiderne oftest bare handlede om mode og rengøringstips.
Hendes modige artikler blev omtalt og Elizabeth havnede ofte i stormvejr fra læserne. Til slut blev hun bedt om at skrive lidt mindre oprørende artikler.
Men hun var træt af at skrive om ligegyldigheder og besluttede sig for at forlade Pittsburgh og flytte til New York, skriver Biography.
Efter fire måneder var hun uden penge, men lykkedes med sin list at tale sig ind på avisen New York World. En af hendes første opgaver blev under dække at lade sig indlægge på et berygtet mentalsygehus.
Næsten ingen, som blev indlagt der, havde fået lov at forlade stedet igen, og man kunne ingen information få om forholdene på indersiden af murene.
Der var længe gået rygter om det sygehusets uhyggelige metoder, og enkelte tidligere ansatte hviskede om de dårlige forhold derinde, men ingen turde vidne om den systematiske mishandling, der foregik.
Med et løfte om at blive sluppet ud efter 10 dage, begav Elizabeth sig ud på sin mest uhyggelige opgave nogensinde.
Selvom hun vidste, at det ville være frygteligt, havde hun aldrig forestillet sig, hvor slemt det faktisk ville være.
Der boede dobblet så mange, som sygehuset egentlig havde plads til i salene – og maden bestod af muggent brød, vandet suppe og rådden frugt. Desuden var der fyldt med rotter overalt.
Selvom Elizabeth, så snart hun blev indlagt, vendte tilbage til sit “friske” jeg, hjalp det hende på ingen måde til at kunne forlade sygehuset.
Patienterne måtte konstant udstå mishandling, de blev tæsket, hængt op fra loftet og tvunget ned i iskoldt vand.
Ingen læger troede på patienterne, som fortalte om mishandlingen, de måtte i stedet bare udstå endnu flere stryg, hvis de nævnte noget om det.
De, som var rigtigt syge, fik heller ikke den behandling, de behøvede.
Som lovet stod der en advokat i entréen efter ti dage og sørgede for, at Elizabeth blev sluppet fri.
Efter hendes banebrydende artikel “Ten days in a mad house” blev de ansvarlige tiltalt for deres grimme behandling af patienterne. Og patienternes situation blev forbedret markant.
Elizabeth fortsatte med at kæmpe og skrive artikler, som stak ud. Takket være, at hendes navn var blevet kendt, fik hendes artikler stor spredning verden over. Hun skrev ofte om fattigdom, politik og andre emner, som kvinder tidligere ikke måtte have meninger om.
Hun inspirerede mange unge kvinder, inden hun døde af lungebetændelse i 1922, 57 år gammel.
To år tidligere havde hun fået at opleve lykken ved at se, at kvinder endelig fik stemmeret.
Elizabeth gjorde virkelig meget godt i sit alt for korte liv.
Del for at hylde hende og for at inspirere flere til at turde stikke næsen frem, når ting ikke går ordentligt til!
