Den utrolige historie om Victoria Arlen efterlader ingen uberørt

Victoria Arlen blev født som en del af et sæt trillinger – med to brødre var hun den eneste pige.

Som lille pige elskede hun at danse og var også en ekstremt talentfuld atlet. Hun var en glad og energisk lille pige.

Men da hun fyldte 11 år fik Victoria urovækkende influenzalignende symptomer. Hun besvimede flere gange og fik lungebetændelse.

To uger senere var hun lammet fra taljen og ned.

Lidt efter lidt lukkede hendes krop ned. En alvorlig inflammation i hjernen og rygmarven ødelagde hele hendes liv.

Familien kunne bare stå og se på, mens Victoria helt mistede evnen til at tale, spise og bevæge sig.

Men hendes utrolige historie var langt fra ovre, og hvad der skete 4 år senere, skulle chokere både familie og læger.

 

 

Youtube

År 2006, da Victoria var 11 år gammel, røg hun langsomt i koma, efter at have haft influenzalignende symptomer.

Hun mærkede, hvordan hun pludselig ikke kunne kontrollere sine arme. Victoria kunne heller ikke synke ordentligt eller finde de rette ord, når hun ville tale.

Det var som om, at nogen langsomt slukkede for strømmen til hendes krop og hjerne. Hun gled langsomt væk fra sin familie.

Derefter blev alting mørkt.

Youtube

Victoria tilbragte næsten fire år “spærret inde” i sin egen krop.

Lægerne forklarede, at Victoria var i en vegetativ tilstand, hun fik sondemad og kroppen var bare en skal.

Familien fik at vide, at det var usandsynligt, at hun ville komme til sig selv igen.

“Vi mistede hende”, fortæller hendes mor Jacqueline.

Youtube

Hvad ingen vidste var, at Victoria kunne høre sine nærmeste ved hospitalssengen.

To år efter hun røg i koma, “vågnede” hun op mentalt, men kunne ikke bevæge sin krop. Hun kunne høre samtaler omkring sig, men kroppen ville ikke adlyde hende.

Victoria havde ingen mulighed for at fortælle, hvad hun egentlig gik igennem.

”Du vil være en grøntsag resten af livet”

På det tidspunkt havde lægerne fundet de usædvanlige sygdomme, som forårsagede svulmen i hjernen og rygmarven hos Victoria.

Hun hørte, når lægerne forklarede hendes familie, at håbet var ude. Hun fik at vide, at hun ville forblive en grøntsag resten af sit liv.

Youtube

”Men mine forældre troede på mig. De indrettede et sygehus i vores hjem i New Hampshire og tog hånd om mig. Mine tre brødre talte med mig og holdt mig i hånden og fortalte, hvad der skete uden for mit værelse. De fik mig til at slås og blive stærkere. De vidste ikke, at jeg kunne høre dem, men jeg hørte alt, siger Victoria till ESPN.

I år 2010 vågnede Victoria endelig helt fra sin vegetative tilstand og kunne bruge sin stemme.

Det startede allerede i december 2009, da hun fik øjenkontakt med sin mor. Hun begyndte at komme tilbage til livet. Små lyde blev til ord, ord blev til sætninger.

Hun begyndte at spise budding på egen hånd, men kort efter spiste hun sin første bøf i 4 år. Hun holdt sin første mobiltelefon og lærte, hvad det vil sige at “synes godt om noget” på Facebook.

Facebook/VictoriaArlen

Men på trods af den daglige fremgang, var der noget, som aldrig blev bedre: Evnen til at røre sine ben.

Victoria fik at vide, at hendes hun havde fået en permanent skade på sin rygrad, og at hun ville være lammet fra navlen og ned resten af sit liv.

Hver specialist sagde det samme: “Du må vænne dig til at sidde i kørestol”.

Blev mobbet for kørestolen

Men Victoria havde en vilje som få andre. Hun troede på, at hun kunne overvinde det umulige.

Når lægerne sagde, at hun aldrig ville gå, troede hun ikke på dem. Hun vidste, at det ikke var meningen, hun skulle tilbringe sit liv i en stol.

På trods af den indstilling, var det uhørt svært for Victoria at gøre fremskridt på den front. Hun blev desuden mobbet, da hun vendte tilbage til skolen i kørestol.

Hun havde glædet sig til at komme tilbage i skole, men efter hendes første dag, ville hun aldrig mere tilbage.

Victoria kom hjem, totalt knust og med græd i halsen. Den dag lovede hendes forældre, at de ville gøre hvad som helst, for at hjælpe deres datter med at gå igen.

Facebook/VictoriaArlen

De holdt deres løfte. De mistede aldrig håbet.

Og håbet var faktisk det eneste, som Victoria Arlen havde – al fornuft talte imod en bedring.

Særligt et citat beskrev hendes rejse gennem den hårde tid: “Optimismen er den tro, som fører til præstation. Intet kan ske uden håb og tro”.

Til sidst blev det minderne fra Victorias barndom, som skulle blive vendepunktet.

Victoria Arlen voksede op nær en sø og lærte tidligt at svømme i poolen derhjemme. Hun begyndte snart at konkurrere og vandt alle konkurrencer, som hun deltog i. Hun var et talent ud over det sædvanlige.

Facebook/VictoriaArlen

Da hun begyndte at komme sig over sin sygdom, kom hun til, den sørgelige erkendelse, at hun aldrig kom til at svømme igen. Det gik jo ikke at svømme uden ben, tænkte Victoria.

Men sådan tænkte hendes brødre ikke, så i 2010 hjalp de Victoria ned i familiens pool. Hun var skrækslagen til at starte med – men dette blev vendepunktet.

Hun fik det “håb” tilbage, som  hun havde brug for, for at komme tilbage til sit liv. Når hun svømmede, var hun fri fra kørestolen. Til hendes store overraskelse, var Victoria rigtig dygtig i bassinet.

I vandet fik hun ikke bare friheden tilbage, men også troen på sig selv.

Sommeren 2012 var Victoria udtaget til at deltage i de paralympiske lege for USA. Hun vandt tre sølvmedaljer og en guldmedalje i 100 meter freestyle. Hun satte endda verdensrekord i 100 meter fri svømning.

Facebook/VictoriaArlen

Da hun kom hjem fra London vidste store dele af verden, hvem hun var. Victoria blev inviteret til at holde foredrag og folk genkendte hende i supermarkedet.

Hun begyndte at fortælle sin historie til tv og i magasiner, hun blev et forbillede for mange rundt omkring i verden.

Facebook/VictoriaArlen

Der var dog én ting, som stadig generede Victoria: Den pokkers kørestol.

I 2013 flyttede Victoria til San Diego for at deltage i programmet Project Walk, som hjælper lammede til at gå igen.

”Min mor og jeg flyttede midlertidigt til San Diego og boede med familie, så jeg kunne træne hver dag. Vi indså, at det var stedet, som kunne hjælpe mig, men vi ville ikke bo hundredvis af mil fra mine brødre og far. Så for at holde sit løfte, besluttede min familie at åbne det første Project Walk-program på østkysten. På den måde kunne jeg træne hver dag og opnå mit mål, mens andre i min hjemby også kunne genvinde det håb, som de havde brug for”, siger Victoria.

Facebook/VictoriaArlen

Specialisterne på sygehuset var dog stadig tvivlsomme over for Victorias chancer for at kunne gå igen.

En læge fortalte, at han næppe ville sætte sine penge på det. Victorias forældre svarede ved at pantsætte deres hus, for at have råd til at støtte datterens træning i “Project Walk”.

Den 11. november 2015 tog Victoria sit første lille skridt.

 

Wikipedia

Hun var fastspændt i en sele over et løbebånd. To trænere hjalp med at flytte hendes ben.

Da var der gået seks år siden hun “vågnede”. Hendes ben var blevet erklæret døde af lægerne igen og igen.

Alligevel stod Victoria op og trænede seks timer hver dag for at nå sit mål.

Langsomt begyndte hun at genvinde bevægelsen i sine ben. Hun begyndte at gå med krykker oftere.

Fem måneder senere, den 3 marts 2016, slap hun krykkerne helt og satte en fod foran den anden. Hun er ikke stoppet siden da.

Facebook/VictoriaArlen

”Man kan ikke sige, at hver dag er perfekt. At gå er stadig udmattende, og jeg har stadig svært ved at tage skridt på egen hånd. Jeg har en bøjle, følger et træningsprogram i to til tre timer om dagen, og de dage, hvor mine ben føles mere lammede, bruger jeg min kørestol eller krykker, fortæller Victoria.

Kun hendes trænere og hendes familie kender til omfanget af skaderne og det arbejde, som kræves for, at Victoria kan fortsætte med at tage skridt hver dag.

”Men det er det hele værd. Der var gået 10 år siden, at jeg kunne se nogen i øjnene, i stedet for at stirre på alles bagdele hele dagen”

Da Victoria bogstavelig talt rejste sig fra kørestolen, vidste hun ikke rigtig, hvordan hun skulle reagere.

Hun var usikker på, hvordan folk ville se på hende.

”Men så indså jeg, at det her er min rejse og ingen andens, og måske kan det give håb til mennesker, som har mest brug for det”.

I dag har Victoria fundet sin nye identitet, efter en 10 år lang og turbulent rejse.

Hun er en paralympisk guldmedaljevinder, programleder for den store sportskanal ESPN og en overlever.

Victoria er på mange måder et omvandrende mirakel og et inspirerende forbillede. Men hun er bevist om at påpege én ting:

”Jeg gjorde ikke det her på egen hånd, jeg er taknemmelig over for alle, som har hjulpet mig til dette punkt. Hver dag bliver jeg mere bekvemt med min nye virkelighed. Jeg troede, at mine første skridt den 3. marts 2016 ville være målstregen. Men det var faktisk bare begyndelsen”.

Hvilken utrolig rejse denne stærke, modige og inspirerende unge kvinde har været på!

Det mindste, vi kan gøre, er at dele hendes historie videre, så alle vores venner også kan få muligheden for at blive inspirerede og rørte af denne fortælling.

”Optimismen er den tro, som fører til præstation. Intet kan ske uden håb og tro”.

Held og lykke i fremtiden, Victoria!

 

Læs mere om...