Efter voldsanklager: Robert Hansen mister flere jobs

Den 41-årige skuespiller er blevet afskediget fra flere forskellige poster, efter at hans nu ekskæreste har anklaget ham for vold.

For en uge siden delte Nynne Larsen et opslag på sin Instagram-profil, hvor hun så ganske forslået ud.

I teksten til billedet skrev hun:

– Et parforhold skal være et safe space bestående af kærlighed, ærlighed, tilregnelighed og loyalitet. Ikke vold, trusler, nedgørelser, fortvivlelse og misbrug. Nogle af de ting jeg er blevet budt, vil jeg ikke engang byde min værste fjende. Det er der ingen mennesker som fortjener. Af samme årsag danner Robert og jeg ikke længere par.

Kort tid efter takkede Nynne Larsen for den store støtte og opbakning hun modtog fra både venner, familie og sine følgere på Instagram.

Sloges på ferie i Spanien

Men denne sag har i løbet af den sidste uges tid taget mere end bare en enkelt drejning. Forleden bekræftede begge parter, at de havde været oppe at slås på en ferie i Spanien for nylig, umiddelbart inden de gik fra hinanden.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

– De blå mærker er fra Spanien, hvor vi begge to endte i spjældet, fordi vi var kommet op at slås, siger Robert Hansen til Se og Hør.

Nynne Larsen bekræfter i en story på Instagram, at de blev anholdt og sad i fængsel i et døgn.

Om det forslåede billede på Nynne Larsens Instagram-profil stammer fra episoden i Spanien vides ikke med sikkerhed.

Mister arbejde

Nu får anklagerne om vold flere konsekvenser for Robert Hansen end et enkelt døgn i fængsel.

Han er nemlig ikke længere at finde på listen over foredragsholdere på bookingbureauet Tajmers hjemmeside, og han er ikke længere ambassadør for Hjerteforeningen, som han ellers har været tilknyttet siden 2017. Det bekræfter både virksomheden og foreningen selv over for Ekstra Bladet.

Det er dog uklart, om Robert Hansen ikke længere er tilknyttet virksomheden og foreningen på grund af voldsanklagerne eller om der er tale om et tilfældigt sammenfald.

Hvad tænker du om denne sag?

Del gerne dine tanker med os i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu!