Pedersen Peer/Ritzau Scanpix

Elskede Dirch Passer døde kun 54 år gammel – hans sidste ord bringer stadig tårerne frem

Selvom skuespilleren forsøgte at forsikre folk om, at han var okay, så vidste han til sidst, at den var gal.

Vi kender desværre omstændighederne alt for godt.

Det var d. 3. september 1980.

Publikum sad spændte i Glassalen i Tivoli og ventede på, at Dirch Passer skulle træde ind på scenen, men dette skete aldrig.

Kort forinden var han faldet om og blev fragtet til Københavns Kommunehospital, hvor han blev erklæret død af et hjertestop efter et længere genoplivningsforsøg.

På denne dag mistede danskerne ikke blot en af vores højt elskede komikere og skuespillere.

Vi mistede en legende, et ikon, en af de allerstørste.

Det ses tydeligt på hans popularitet, som blandt andet kan måles på mængden af spillefilm, som han var med i.

Et hav af klassikere

Dirch fik sin spillefilmsdebut helt tilbage i 1947 i filmen ‘Stjerneskud’ sammen med Sigrid Horne-Rasmussen, som han også senere skulle blive gift med.

Med tiden nåede han dog at skrive flere film på sit CV, som stadig i dag bliver set på som ægte klassikere.

Heriblandt kan ‘Charles’ tante’, ‘Frk. Nitouche’, ‘Dyrlægens plejebørn’, ‘Flådens friske fyre’ og ‘Mig og Mafiaen’ nævnes, selvom man ærligt talt kunne fortsætte med at remse den ene efter den anden op.

Okay, hvorfor ikke. Vi kan selvfølgelig også nævne ‘Sommer i Tyrol’, de fire film fra ‘Støv’-serien og ‘Piger i trøjen’.

Pointen er, at Dirch var med i en enorm mængde spillefilm, som danskerne i dag stadig elsker højt.

Han nåede undervejs også at modtage to Bodil-priser.

Den første var en “Æres-Bodil” i 1961, fordi han “med et stort talent har ladet sig misbruge af danske producenter og i håb om, at han snart må få en rolle, der svarer til hans talent”, skriver Bodilprisen selv på deres hjemmeside.

Og 13 år skulle der gå, men her blev det også til prisen for “Bedste mandlige hovedrolle” for filmen ‘Mig og Mafiaen’.

Det var ligeledes også i 1974, at Dirch blev udråbt til Ridder af Dannebrog.

Artiklen fortsætter under billedet…

Dirch
Dirch Passer. Foto: Creative Commons / Claus Poulsen

Fantastisk sceneskuespiller

Det var selvfølgelig ikke kun på det hvide lærred, at Dirch opnåede en kæmpe succes, og det er også her, vi vender tilbage til revyscenerne.

Dirch Passer var også en fremragende sceneskuespiller og opnåede stor succes i diverse revyer.

Man kan dermed heller ikke nævne Dirch uden også at nævne hans samarbejde med Kjeld Petersen, som han optrådte med under navnet Kellerdirk Bros.

Og selvom mange måske kan huske hans musikalske præstationer i spillefilm såsom ‘Lille Frøken Himmelblå’ fra ‘Han, Hun, Dirch og Dario’, så er der helt sikkert også dem, der allerbedst kan huske den Dirch, der betrådte de skrå brædder.

Dirch stod nemlig bag flere geniale og humoristiske sketches, som der stadig grines af i dag.

Blandt andre ‘Hoppegyngen’ eller “Op Å Då”, som den også blev kaldt. Eller ‘Babs og Nutte’, som han opførte sammen med Judy Gringer.

Og for at vende tilbage til samarbejdet med Kjeld Petersen, så kan sketchen ‘Skolekammerater’ selvfølgelig også nævnes.

Det var dog også under en anden særlig sketch, at advarselslamperne i Dirch Passers krop begyndte at blinke.

Det drejer sig selvfølgelig om den berømte “Kim Larsen-sketch”.

Skuespilleren Dirch Passer.

Fik et ildebefindende

Danskerne skraldgrinede, når Dirch spankulerede rundt på scenen som den berømte musiker, og Kim Larsen skrev også selv en sang, som skuespilleren kunne optræde med, når han trådte ind på scenen.

Det var også i forbindelse med denne sketch, at Dirch fik et ildebefindende, hvorefter han faldt om og blev kørt til Hvidovre Hospital.

Den høje skuespiller blev udskrevet og ifølge Ekstra Bladet havde han selv henvendt sig til hjertespecialisten dr. med. A. Tybjærg Hansen.

Det skrev TV 2, der også henviser til den skæbnesvangre dag, hvor Dirch skulle miste livet.

Her afviste han nemlig, at han skulle have det dårligt.

– Mig, syg? Næh, jeg har det da glimrende. Der er sgu ikke noget i vejen med mig. Herregud, fordi jeg faldt om på scenen og måtte gå ud og sunde mig. Det kan da ske for enhver. Vejret var også modbydeligt i går. Lummert og trykkende.

Ligeledes skulle det også være kort tid efter, at Dirch gav udtryk for, at han ville stikke hovedet ud til publikum for at forsikre dem om, at han altså var okay.

Faldt om i Lily Brobergs arme

Han iklædte sig sit klovnekostume, men endte med at falde om i armene på Lily Broberg.

– Lily, jeg må lige støtte mig til dig et øjeblik. Jeg føler mig ikke helt rask, lød hans sidste ord, har B.T. tidligere skrevet i forbindelse med et interview med Lily.

Hertil fortalte skuespilleren også, at hun aldrig regnede med at komme sig over chokket.

Hun havde intet kunne mærke på ham, men i hendes arme havde han ligget og stirret livløs ud i luften.

Dirch Passer blev begravet tre dage efter d. 6. september 1980 på Dragør Kirkegård.

I løbet af sit liv nåede han at få døtrene Dorte og Josefine Passer.

Josefine fik efterfølgende selv børnene Mathilde, Louise og Sofia, hvilket gjorde Dirch til morfar.

I 2011 udkom filmen ‘Dirch’, der omhandlede skuespillerens liv fra 1955 til 1980. Han blev heri portrætteret af Nikolaj Lie Kaas.

D. 18. maj 2024 ville Dirch have fyldt 98 år.

Dirch, tusind tak for alle de fantastiske stunder, gode grin og dejlige minder, du har givet danskerne.

Må du hvile i fred!

Hvilken Dirch Passer-film eller sketch er din favorit? Skriv i kommentarsporet, så vi kan mindes ham. Del også meget gerne artiklen, så flere kan være med til at minde den elskede skuespiller.