Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Jens Jacob Tychsen afslører: Opfordret til at droppe ‘Badehotellet’

Skuespilleren Jens Jacob Tychsen fik i den grad sit folkelige gennembrud, da han påtog sig rollen som Edward Weyse i ‘Badehotellet’. Men ikke alle mente, at han havde taget det rigtig karrierevalg ved at påtage sig den rolle.

I mange år stod skuespilleren Jens Jacob Tychsen på teaterscenerne og spillede de store klassiske roller. Dem mange skuespillere drømmer om, når de starter karrieren.

Selvom han havde medvirket i ting som ‘Borgen’ og ‘Forbrydelsen’, inden han fik rollen i TV 2-serien ‘Badehotellet’, så var det teaterscenerne, som han især havde optrådt på.

Men da ‘Badehotellet’ første gang rullede over skærmen den 30. december 2013, blev skuespilleren Jens Jacob Tychsen i den grad et kendt ansigt i befolkningen.

Men selvom seerne var vilde med serien, så var anmelderne i starten ikke vilde med ‘Badehotellet’. Og Jens Jacob Tychsen oplevede også, at det ikke var alle han kendte, der forstod, hvorfor han havde valgt at takke ja tak til den rolle.

Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Opfordret til at komme væk

Overfor Newsner Danmark fortæller Jens Jacob Tychsen, at han og kollegaen Lars Ranthe gav hinanden et løfte, inden de gik i gang med optagelserne.

Det var ifølge Jens Jacob Tychsen ikke bare et sats, at man valgte at lave en folkekomedie, men det var også et sats for ham og Lars Ranthe som privatpersoner.

Spillestilen er nemlig noget anderledes end de ting, man ellers ser i fjernsynet.

– Lars Ranthe og jeg sad og gav hånd på det, “Nu gør vi det. Nu går vi all in”. Alt det som vi har gået og lavet sjov med i garderoberne, når vi har været på forskellige teatre, nu går vi ind og gør det. Nu spiller vi til. Det var et kæmpe sats. Det kunne jo sagtens være, at folk havde sagt ”nej, det var dog forfærdeligt at se på”, det gjorde anmelderne jo. Men hvis seerne også havde sagt det, så kunne man jo have smadret alt lige det. Alt det du har gået og bygget så flot op. At du har vist, at du kan spille Johannes i ‘Ordet’ og spille Hamlet og Molière, det kunne være smadret overnight. Men vi holdt fast, siger Jens Jacob Tychsen til Newsner Danmark.

Han har været utrolig glad for at spille med i serien, hvor han har fået et godt forhold til sine kollegaer.

Selvom seerne hurtigt blev vilde med ‘Badehotellet’, så var det ikke alle der mente, at Jens Jacob Tychsen skulle blive i serien.

– Vi (Lars Ranthe og Jens Jacob Tychsen, red.) fik at vide efter første, anden sæson, ”Se at komme ud af det, for det er ikke fedt for jeres karriere”. Men vi havde det sådan ”Fuck jer”, for vi troede på det, siger han og tilføjer kækt:

– Og jeg vil sige, at det er jo ikke blevet mindre med årene, vi har jo ikke tonet det ned. Tværtimod. Vi har nærmere tværtimod tonet op og sagt, “nu skal den satme have”.

Hvad synes du om ‘Badehotellet’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarspor på Facebook.