Lars Høghs hustru om kræftsygdommen: ‘Jeg vil dø med Lars’

For Tine Høgh er det smertefuldt at vide, at hun ikke altid vil kunne være ved sin mands side.

Tidligere i november kom det frem, at lægerne havde givet landsholdets målmandstræner Lars Høgh, 62, en kortsigtet prognose på hans uhelbredelige kræftsygdom.

– Vi taler ikke år, men måneder, Lars, svarede lægen ifølge Lars Høgh.

Lægen tilføjede dog, at det er muligt at Lars kan snyde sin sygdom endnu engang, da han allerede på nuværende tidpunkt har levet længere, end hvad lægerne forventede, da han fik stillet diagnosen kræft i bugspytkirtlen i august 2018. Sidenhen blev han erklæret rask, indtil 2019 hvor han fik et tilbagefald.

Et halvt år efter var han dog tilbage som deltagende i landsholdssamlingerne, da han var i tilstrækkelig bedring.

august i år kom det så frem, at han havde fået endnu et tilbagefald, og sidenhen lyder prognosen, at han sandsynligvis ikke har langt igen.

Foto: Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix

Den viden har Lars Høgh udadtil taget imod med oprejst pande, og lod sig blandt andet hylde i stor stil, da han for et par uger siden holdt bogreception for venner og familie i anledning af udgivelsen af sin bog, ‘Der er antal på alt’, hvori han fortæller om sit liv og karriere.

‘Jeg bliver fuldstændig amputeret’

Men på hjemmefronten har Lars’ prognose, naturligvis, været en tung byrde at bære.

Lars og Tine Høgh har været et fast sammentømret par, siden de mødte hinanden på stranden i Kerteminde i 1982.

Siden har de livet et fælles liv og fået fælles børn og børnebørn.

Derfor er deres liv og skæbner også så viklet ind i hinanden, at Tine ikke kan forestille sig et liv uden sin mand.

– Jeg vil dø med Lars. Vi er så sammenbundet og filtret ind i hinanden. Jeg bliver fuldstændig amputeret, den dag Lars ikke er her. Men vi har også sat børn og børnebørn i verden. Jeg har nogle børn, som har sagt, ‘mor, det kan du ikke tillade dig, vi har brug for dig’, siger Tine Høgh til Fyens Stiftstidende, hvor hun også uddyber, at hun ikke kommer til at dø med ham i bogstavelig forstand, men at det er sådan, det føles.

Lars Høgh giver udtryk for overfor avisen, at Tines ord føles voldsomme, men at han tager dem som den største kærlighedserklæring.

Vi sender både Tine og Lars varme tanker og dyb medfølelse i den svære tid.

Vær med til at sende dem en hilsen i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu.