Foto: Featureflash Photo Agency / Shutterstock.com

‘Venner’-stjernerne bryder tavsheden: Her er deres hjerteskærende ord om Matthew Perrys død

Nu har resten af hovedrolleindehaverne fra ‘Venner’ udtalt sig om deres vens død.

‘Venner’ er en af de mest populære og elskede serier i historien. For mange føles karaktererne virkelig som rigtige venner.

Derfor gør det stadig rigtig ondt på mange fans i hele verden, at man lørdag måtte tage afsked med Matthew Perry, der blev fundet død kun 54 år gammel.

Skuespillerne havde ikke kun kemi foran kameraet. De havde også et særligt bånd, der varede i flere årtier, efter kameraet stoppede med at rulle.

Nu har vennerne endelig brudt tavsheden for at udtale sig om Matthew Perrys død.

Matthew Perry. Foto: Rena Schild / Shutterstock

“Vi er en familie”

De resterende skuespillere – Jennifer Aniston, Courteney Cox, Lisa Kudrow, Matt LeBlanc og David Schwimmer – har nu udsendt en fælles udtalelse til People Magazine to dage efter, at Matthew Perry gik bort.

– Vi er alle fuldstændig knuste over Matthews død. Vi var mere end blot kollegaer. Vi var en familie, står der blandt andet.

– Der er så meget at sige, men lige nu har vi brug for noget tid til at sørge og bearbejde dette ubegribelige tab, udtaler vennerne.

Udtalelsen fortsætter under billedet…

‘Venner’-skuespillerne. Foto: Featureflash Photo Agency / Shutterstock.com

– Med tiden vil vi udtale os mere, når vi bliver klar til det. Men nu er vores tanker og kærlighed med Mattys familie, venner og alle, der elskede ham over hele verden.

Udtalelsen er den første offentlige fra hovedrolleindehaverne, efter Matthew Perry gik bort lørdag.

Skuespilleren var 54, og dødsårsagen er stadig ikke blevet offentliggjort endnu, men han skulle angiveligt være blevet fundet i et boblebad.

Kæmpede med misbrug

Matthew Perry kæmpede både med stofmisbrug og alkoholisme hele sin karriere. Han var dog ædru i den seneste tid.

Der blev ikke fundet nogen stoffer i hans hjem. Der blev dog fundet receptpligtig medicin mod depression og angst.

Perry blev en kæmpe stjerne, da han spillede den afslappede og sarkastiske Chandler Bing i ‘Venner’, men da karrieren var på sit højeste, var han også afhængig af blandt andet Vicodin, Xanax og Oxycontin samt alkohol.

– Jeg skulle være den populære person i byen, men i stedet mødtes jeg med pushere alene i mørke rum, har han tidligere udtalt i et interview med Diane Sawyer.

Han fortalte åbent om sin kamp i sit memoir ‘Friends, Lovers and the Big Terrible Thing’, der blev udgivet sidste år. Her fortalte han også, at de andre skuespillere hjalp ham under showet og efter det sluttede.

– De var forstående og tålmodige… Det er ligesom med pingviner. Hvis én er syg, så omringer de andre og støtter den, indtil den selv kan gå igen. Det er ligesom, hvad de andre gjorde for mig, har Perry fortalt.

– Det er en forfærdelig sygdom, og han har en voldsom udgave af den, udtalte Lisa Kudrow til New York Times sidste år.

– Jeg elsker Matthew. Vi er en del af en familie. Jeg afslutter dette med ‘I’ll Be There For You’, men det er sandt. Jeg vil altid være der for ham.

Hyldet af de andre fra serien

Mange af Perrys venner og kollegaer har valgt at hylde ham. Også mange af dem, der også var tilknyttet serien, der gjorde ham berømt.

Skaberne af ‘Venner’, Marta Kauffman og David Crane har også udsendt en udtalelse sammen med produceren Kevin Bright.

– Vi er i chok og knuste over vores elskede ven Matthews bortgang. Det virker stadig umuligt. Det eneste, vi kan sige, er, at vi føler os velsignede over, at han har været en del af vores liv. Han var et fantastisk talent.

Morgan Fairchild, der spillede Chandlers mor i serien, har også hyldet ham.

– Jeg er knust over min “søn”, Matthew Perrys, alt for tidlige død. Tabet af sådan en fantastisk, ung skuespiller er et chok. Jeg sender kærlighed og kondolencer til hans venner og familie. Særligt hans far, John Bennett Perry, som jeg arbejdede med på ‘Flamingo Road & Falcon Crest’.

Maggie Wheeler, der spillede Chandlers kæreste Janice, har også sendt sine kondolencer.

– Hvilket tab. Verden vil savne dig, Matthew Perry. Den glæde, du gav til så mange i dit alt for korte liv, vil leve videre. Jeg føler mig så velsignet med alle de kreative stunder, vi har delt, skrev hun på Instagram.

Hvil i fred, Matthew Perry – Vi vil altid huske hans tid i ‘Venner’. Vi ved, at han vil leve videre gennem de venner, kollegaer og fans, der elskede ham.

Del gerne denne artikel til ære for Matthew.