Foto: Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix

X Factor-deltager skal ikke på scenen i aften: ‘Jeg føler mig så uheldig og helt vildt ked af’

‘X Factor’-deltageren Mille Bergholtz skal ikke stå på studiets scene i aften, da hun er blevet smittet med corona. Derfor er der fundet en anden løsning til hende.

Martin Jensen har ikke haft den nemmeste start på årets ‘X Factor’. I sidste uge stod to af hans deltagere alene tilbage på scenen, og han skulle derfor selv vælge, hvem der skulle sendes hjem.

Han valgte at beholde Kari, mens gruppen Oscar desværre måtte forlade liveprogrammerne som de første.

Men Martin Jensens dårlige start på sæsonen fortsætter. Hans unge deltager, Mille Bergholtz, er nemlig blevet smittet med corona. Det afslører hun på Instagram.

– Der er sket det, der bare IKKE MÅ ske. Jeg er blevet smittet med corona, starter hun sit opslag.

– Her kan man tale om dårlig timing, selvom man selvfølgelig aldrig kan planlægge sig ud af en virus. Det er kommet som et lyn fra en klar himmel, da der ikke er nogen i min omgangskreds, som er smittede, skriver hun.

Den unge sangerinde havde glædet sig til at vise det frem på scenen, som hun og hendes mentor havde planlagt, men hun kommer ikke til at stå i studie på grund af smittefare.

– Jeg føler mig så uheldig og helt vildt ked af, at jeg ikke kommer til at stå på X Factor scenen fredag aften, skriver Mille Bergholtz.

Ifølge en pressemeddelse fra TV 2 har man hele tiden været forberedt på, at en eller flere deltagere ville kunne blive ramt af corona på grund af de høje smittetal i samfundet. Derfor har man hele tiden haft et special-indrettet isolationsstudie klar, hvorfra at deltager kan optræde foran et ubemandet kamera, som sender direkte til studiet og til seerne.

Men selvom Mille Bergholtz ikke kommer til at stå på ‘X Factor’-scenen i aften, så er hun klar til at give den gas.

– Trods de ærgerlige omstændigheder jeg står i lige nu, vil jeg gøre mit ypperste for alligevel at give jer et BRAG af et show ❤️

Nu hjælpes vi ad med at ønske Mille rigtig god bedring!