29-årige Chelina er imod vaccine-pas: “Det kan komme til at virke som indirekte tvang”

Koncerter, rejser og store sportsbegivenheder virker næsten som en fjern drøm, når man tænker på den nuværende corona-situation i Danmark. Men et såkaldt “vaccine-pas” kan blive din adgangsbillet til netop sådanne arrangementer.

Selvom man skulle tro, at det vil vække begejstring hos danskerne, der i længere tid har måtte leve med restriktioner, er det ikke alle, som jubler over nyheden.

Chelina Hansen og knap 20.000 andre danskere, har nemlig skrevet under på et borgerforslag, som skal forbyde et vaccinepas.

-Jeg frygter, at der kommer en opdeling af samfundet. En form for A og B-hold, siger 29-årige Chelina Hansen, der står bag borgerforslaget, til Newsner.

Sundheds-og Ældreministeriet har bekræftet, at et pas, der skal dokumentere, at man er blevet vaccineret mod covid-19, bliver rullet ud i løber af januar 2021.

– Formålet med et dansk vaccinepas er at sikre, at man som borger på enkel og sikker vis kan dokumentere, at man er blevet vaccineret, fx hvis man skal til udlandet, og der stilles krav om dokumentation, skriver ministeriet i et skriftligt svar til TV 2.

Mens Chelina Hansen fra Køge ser ikke på løsningen som en adgangsbillet til frihed – nærmere tværtimod.

– Problemet er, at det kan få nogle til at tage vaccinen, selvom de ikke har lyst til det, for det vejer måske tungere for dem at gå på restaurant, tage til koncerter osv. Det synes jeg er et forkert valg at give folk.

I borgerforslaget skriver modstanderne af vaccinepasset følgende:

“Lige nu er der flere danske virksomheder som ønsker at indføre vaccinepas. Det er dybt problematisk da det kan komme til at virke som indirekte tvang.”

Ønsker ikke selv at blive vaccineret

Den unge kvinde, der lige nu er på barsel, har ikke selv planer om at takke ja til vaccinen lige foreløbigt, hvis hun får mulighed for det:

-Jeg kan ikke afvise, at jeg om nogle år, når den har været brugt i noget tid og er blevet godkendt endeligt, at jeg så vil overveje det igen. Den har været testet i for kort tid, til jeg kan sige, at den er sikker, fordi vi ikke kender langtidsbivirkningerne på den, forklarer hun til Newsner.

Men er det ikke forståeligt, at man indfører vaccinepas, så man kan begynde at åbne op for samfundet uden at risikere yderligere smittespredning?

– Det skal jo være den eneste grund til, at man tager den. Det skal ikke være fordi, at nu vil man gerne ud til koncert. Der er heldigvis stor tilslutning til vaccinen. Jeg frygter den forskelsbehandling, der kommer til at være, siger hun.

Hun forklarer, at gravide, ammende eller andre med sygdomme, der gør, at de ikke kan tage vaccinenen, eksempelvis vil blive forskelsbehandlet:

– Jeg tænker, at på et tidspunkt så må det udfases. Jeg ville godt vente, men jeg frygter, at der er rigtig mange, der vil ligge under dette pres. Det er jo et kæmpe stort gruppepres.

Du kan læse det fulde borgerforslag, der i skrivende stund har knap 20.000 støttere, her.

Vi har torsdag formiddag forsøgt at få en tilbagemelding på kritikken fra Sundheds – og Ældreministeriet, men de er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Om borgerforslaget bliver til en realitet er svært at tyde. For at et borgerforslag kan blive fremsat i Folketinget, kræver det, at 50.000 personer med stemmeret til folketingsvalget, har støttet og skrevet under på forslaget.