Foto: Shutterstock/Maria Sbytova

Bedstemor dømt til at betale kæmpe erstatning: Holdt ikke øje med sit barnebarn

Det gik helt galt, da en kvinde havde taget sit lille barnebarn med for at se en ironman i 2017. Den lille pige løb ud foran en deltager, der kom slemt til skade. Nu er bedstemoderen blevet dømt i sagen.

Som bedsteforælder kan det være hyggeligt at passe sine børnebørn. Men en ny dom viser, at bedsteforældre har et ansvar, hvis børnene kommer til at gøre noget, der skader andre.

I Østre Landsret er en bedstemor blevet dømt til at betale mere end 250.000 kroner i erstatning til en person, der deltog i en ironman i 2017 og kom slemt til skade. Det skriver Faglige Seniorer.

Deltager kom slemt til skade

Sagen tog sin begyndelse i 2017, hvor bedstemoren havde taget sit fireårige barnebarn med for at overvære Ironman i København.

Her løb den lille pige flere gange ud på vejen, og den ene gang gjorde hun det foran en deltager, som kom cyklende i fuld fart og endte med at komme slemt til skade.

Han punkterede lungen og brækkede blandt andet kravebenet. Skaderne betød, at manden ikke var i stand til at passe sit arbejde et stykke tid efter.

– Landsrettens dom fastslår, at der følger et vidtrækkende ansvar med at have en tilsynspligt med et mindre barn, siger advokat Julie Harder, der har ført sagen for manden, ifølge Faglige Seniorer.

Her lyder det også, at landsretten lagde vægt på, at den lille pige løb over vejen flere gange og det virkede til, at der ikke blev holdt øje med pigen.

Det er ikke første gang, at sagen er for retten. Den har tidligere været for Retten i Glostrup, men her blev bedstemoren frikendt.

Den dom valgte manden at anke, og i landsretten fik han så medhold i, at bedstemoren er ansvarlig for pigen og erstatningspligtig.

Erstatning går ikke kun til medicinske regninger som fysioterapi, men også til mandens mistede indtægter, fordi han blev sygemeldt efter ulykken. Derudover skulle hun erstatte den ødelagte cykel.

Hvad tænker du om, at bedstemoren er blevet dømt til at betale erstatning? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarspor på Facebook.