Dalia og hendes forlovede hjalp et ungt skudoffer i Field’s: ’Vi rakte flere gange hånden ud, men ingen andre hjalp’

Dalia Abou-Kassem og hendes forlovedes tur i Field’s endte med at blive et mareridt, som de sent vil glemme.  

Parret var nemlig i indkøbscentret Field’s søndag eftermiddag, da en 22-årig etnisk dansk mand, der nu er varetægtsfængslet, skød og dræbte flere gæster i centret.

Da det første skud blev affyret, forstod de ikke helt, hvad der foregik, men efter flere brag, var det klart, at deres liv var i fare.

– Folk begynder at panikke, græde og skrige. Og vi er stadig forvirrede over, hvad der sker, fortæller hun til Newsner.

Under flugten opdager parret en ung pige, der ligger smurt i blod med hendes veninde, som græder ved siden af.

– Det første jeg tænkte var, at hun var død. Vi tænkte, at vi skulle hjælpe, men der blev affyret skud rundt omkring, så det var heller ikke et sikkert område, vi kom ud til, forklarer Dalia Abou-Kassem.

27-årige Dalia Abou-Kassem, der er medicinstuderende, og hendes jævnaldrende forlovede, vælger at stoppe op for at hjælpe pigen, selvom det betyder, at de sætter deres eget liv på spil.

– Vi løb ud til pigen, og man kunne godt se, at hun havde brug for hjælp. Hun var ved bevidsthed, men var i chok og havde mistet rigtig meget blod, siger hun.

Måtte yde førstehjælp

På et tidspunkt måtte Dalia yde hjerte-lunge-redning.

Flere gange forsøgte hun og hendes forlovede at få hjælp fra andre i centret, men ingen stoppede op.

– Vi rakte flere gange hånden ud i håb om, at nogen kan hjælpe uden held. Vi efterlod ikke pigen, for menneskeliv for os er langt vigtigere, for hun var hjælpeløs og havde brug for os.

Opråb og ros på Facebook

Et par dage efter den tragiske hændelse skrev Dalia et opslag på Facebook.

Her hylder hun alle de helte, der på hver deres måde hjalp ofrene i centret, men samtidig deler hun også sin frustration over nogle menneskers opførsel.

Men kan du forstå, at ikke alle kan tænke rationelt i sådan en situation og hjælpe, som I gjorde?

– Det forstår jeg udmærket godt. Vi bebrejder dem ikke. Folk er forskellige og folk agerer meget forskelligt i sådan en situation. Men der hvor jeg godt kan blive lidt ked af det, det er, når, folk begynder at skubbe og trampe på andre for selv at komme i sikkerhed, forklarer hun til Newsner.

Du kan læse det fulde opslag HER

Opslaget har, i skrivende stund, fået godt 1500 interaktioner, og Dalia vil gerne understrege, at formålet med opslaget ikke er at få anerkendelse selv.

– Formålet med mit opslag er ikke for at ophæve mig selv, men fordi jeg gerne vil belyse de helte, der var til stede. Det er ikke for at nedgøre andre mennesker, der ikke gjorde noget, siger hun.

Stadig påvirket af situationen

Siden hændelsen har Dalia kunne læse i nyhederne, at de skudramte ikke er i kritisk tilstand længere, og det glæder hende meget.

Samtidig er både hun og hendes forlovede stadig meget påvirkede af situationen:

– Jeg græd jo efterfølgende, og vi har begge ikke kunne sove om natten i flere dage. Det har påvirket os rigtig meget. Men det der gør mest ondt, er de tre uskyldige mennesker, der har mistet livet. Jeg tænker på, om vi kunne have gjort endnu mere for at hjælpe andre.

Hvor er det heldigt, at Dalia og hendes forlovede kunne hjælpe den unge pige. De fortjener masser af ros.

Kan du forstå hendes frustration? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.