Kongehuset: Prins Henrik lider af demens

I en pressemeddelelse fortæller Kongehusets kommunikationsafdeling, at Prins Henrik er ramt af demens. 

Kongehuset oplyser i pressemeddelelsen, at prinsgemalen har været gennem et længere forløb med udredning og en række undersøgelser, som altså nu har ført til den konklusion, at den 83-årige prins Henrik lider af Demens. 

Kongehuset skriver i pressemeddelelsen, at prinsen er blevet undersøgt af en række specialister gennem sensommeren. 

Diagnosen indebærer ifølge Kongehuset en svækkelse af prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge pressemeddelelsen større, end man kan forvente for en mand på prins Henriks alder. Det vil angiveligt betyde forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv. 

Derfor vil diagnosen også kunne påvirke prins Henriks ageren i offentligheden, og derfor vil prins Henrik for fremtiden yderligere neddrosle sine aktiviteter. Allerede i sin nytårstale 2015 afslørede dronning Margrethe, at hendes mand ville neddrosle sine aktiviteter – altså i praksis gå på pension. 

Meddelelsen om prins Henriks sygdom er seneste nyt i en turbulent sommer for kongehuset, hvor prins Henrik har rettet skarp kritik mod sin hustru dronning Margrethe, fordi hun ikke vil lade ham få titel af konge. Det kulminerede, da han for godt en måned via kongehusets kommunikationschef Lene Balleby meddelelte, at han ikke ville begraves ved siden af dronningen i Roskilde Domkirke. 

Du kan læse hele Kongehusets pressemeddelelse her:

Det er med inderlig beklagelse, at Hendes Majestæt Dronningen har bedt Hofmarskallen meddele:

I forlængelse af et længere udredningsforløb og senest en række undersøgelser foretaget i løbet af sensommeren har et specialistteam ved Rigshospitalet nu konkluderet, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik lider af demens.

Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen.

Som en konsekvens af diagnosen vil Prinsen fremover yderligere neddrosle sine aktiviteter, ligesom der vil blive taget stilling til protektioner og æreshverv.

Det er Dronningen og den kongelige families ønske, at Prinsen fremover får den ro, som situationen påkræver.

Lene Balleby
Kommunikations- og pressechef

Desværre en rigtig trist nyhed fra Kongehuset. Nu må vi stå sammen og bakke op om prins Henrik og kongehuset, der går en svær tid i møde.

Billedkilde: Ricardo Esplana Babor / Shutterstock.com