Foto: Shutterstock og Rigspolitiet/Kim Matthäi Leland

Nu går politiet online: Holder øje med kommentarspor på Facebook

En ny politipatrulje går 1. april i luften. Patruljen skal styrke politiets digitale tilstedeværelse, så borgerne kan komme i kontakt med en digital politibetjent på internettet. Et stort fokus vil være børn og unge.

Fredag den 1. april går National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i luften med en ny online patrulje. Patruljen kommer til at gå under navnet Politiets Online Patrulje og skal sikre tryghed på nettet. Derudover skal den forebygge og efterforske kriminalitet. Det oplyser Politiet i en pressemeddelelse.

Det bliver en mulighed for borgerne at få fat på digital politibetjent ligesom man nu kan fange en betjent på gaden og få hjælp.

Patruljen skal sikre politiet mere synlighed på nettet. På de sociale medier vil man i kommentarspor og offentlige grupper nu kunne støde på politiet.

– Via offentlige profiler vil vi gå ind i for eksempel offentlige grupper og deltage i kommentarsporet og vise vores tilstedeværelse. Så vil man kunne chatte med os derigennem og spørge om gode råd til sikker færden på nettet, siger politikommisær Sisse Birkebæk, som er sektionsleder for digital patruljering i National Enhed for Særlig Kriminalitet, til Ritzau.

Ifølge pressemeddelelsen vil den nye patrulje starte med at patruljere på Facebook. Senere vil den også være til stede på andre sociale medier.

Man kan kontakte patruljen via Messenger. Det kan både være, hvis man har brug for gode råd til at færdes online eller hvis man har tips om mistænkelig adfærd på nettet.

Det oplyses, at man stadig skal ringe til 114, anmelde det på politi.dk eller kontakte din politikreds, hvis man vil anmelde kriminalitet.

Ved akut behov for politiet skal man også stadig ringe 112.

Fokus på unge

Selvom patrulje er til for at skabe digital tryghed for alle, så vil den i starten have særlig fokus på børn og unge. Derfor vil den være til stede mange af de steder, hvor de unge er digitalt til stede.

– I Politiets Online Patrulje vil vi gerne i kontakt med børn og unge. Derfor vil vi også være til stede på forskellige sociale medier og gaming sites, hvor de unge færdes. Det er vigtigt, at vi som politi får skabt en god og tryg relation til de unge, så de tager imod de råd, vi giver, men også så de føler, de kan tale med os, hvis de oplever noget ubehageligt på internettet, udtaler Sisse Birkebæk i pressemeddelelsen.

Politiets Online Patrulje er et resultat af politiaftalen for årene 2021-2023. Den starter 1. april og den forventes at være fuldt implementeret ultimo 2022.

Hvad tænker du om dette? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarspor på Facebook.