Tre nattevagter viser pyjamasserne frem. Fra venstre er det: Camilla Lau, Belinda Brødsgaard, Line Fürsterling

Plejehjem med nyt forsøg: Nattevagter tager pyjamas på for at styrke de ældres helbred

På plejehjemmet Marienlund i Odense trækker nattevagterne selv i nattøj ved sengetid. Nu oplever personalet positive effekter.

Fra 1. juni og året ud trækker nattevagterne på plejehjemmet Marienlund i Odense i pyjamas, når nattetimerne nærmer sig. Det er en del af en forsøgsordning, som skal understøtte beboernes livskvalitet.

Allerede nu ser personalet positive ændringer. Det siger Pernille Hilbert Jacobsen, som er leder af natområdet i Odense Kommune.

Tre nattevagter viser pyjamasserne frem. Almindeligvis er der to på arbejde ad gangen. Fra venstre er det: Camilla Lau, Belinda Brødsgaard, Line Fürsterling

– Vi ser et mere roligt plejehjem end før, og nu er vi spændte på at se, om det får en virkning på den lange bane, fortæller hun til Newsner.

Ifølge Pernille Hilbert Jacobsen står nogle beboere op midt om natten og har svært ved at orientere sig, om det er nat eller dag.

Tidligere har det været svært for personalet at få dem i seng igen, men når de nu ser medarbejderne i nattøj, har de nemmere ved at forstå, at det er nat, og dermed er det blevet nemmere at putte dem.

Marienlund Plejehjem er ikke de første til at afprøve forsøget.

Selv blev Pernille Hilbert Jacobsen bekendt med ordningen, da hun faldt over en artikel, hvor plejehjemmet Fjordhuset i Helnæs Kommune fortalte om den positive effekt, de havde oplevet med nattevagter i pyjamas.

Det blev Pernille Hilbert Jacobsen nysgerrig på, og fik opbakning til at afprøve forsøget i Odense Kommune.

Beboerne spejler sig i personalet

Særligt for de demensramte er forsøgsordningen guldværd. Pernille Hilbert Jacobsen peger på, at borgere med demens måler sig meget i spejlbilledet.

Når personalet trækker i nattøj, udstråler de ikke den samme autoritet som de gør, når de er iført kitler. På den måde er det nemmere for beboerne at forstå deres omgivelser.

– Borgere med en diagnose som demens, som er urolige om natten, de får en meget bedre livskvalitet om dagen, hvis de sover om natten, siger Pernille Hilbert Jacobsen til Newsner.

Samtidig er det også nemmere for personalet at favne beboerne.

Ifølge Pernille Hilbert Jacobsen oplever medarbejderne en positiv ændring, da de bedre kan trøste dem og kramme dem, fordi kitlens autoritet ikke skinner igennem på samme måde.

Spændte på fremtiden

Forsøgsordningen strækker sig over et halvt år, og efter den periode skal der måles på brug af beroligende medicin, nødopkald og fastvagter, som er faste ekstravagter tilknyttet urolige beboere.

Marienlund plejehjem har haft en del fastvagter gennem de senere år. Nu når nattetimerne bliver mere rolige, er de spændte på at se, om fastvagterne bliver nødvendige i samme grad efter forsøget, men også om der bliver færre nødkald og mindre behov for beroligende medicin.

Men på nuværende tidspunkt kan de dog ikke sige, hvad der helt konkret skal til for at forsøgsordningen bliver en fast del af arbejdsrutinen fremover.

– Det vil være en lang proces, man skal indover, hvis ordningen skal implementeres. Så langt er vi slet ikke kommet. Det her er lavet som en prøvehandling for at se, hvad bliver effekten af det, og så skal det jo ind i vores forvaltning, før vi kan gå videre med det, siger Pernille Hilbert Jacobsen til Newsner.

Og man bør ikke være nervøs for, at beboerne ikke kan genkende personalet, nu når de ser dem i nattøj i stedet for de kliniske uniformer.

For det kan de ifølge Pernille Hilbert Jacobsen sagtens.

Sikke et fantastisk initiativ! Hvad tænker du om tiltaget? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.