Foto: Nordjyllands Politi

Politiet beder danskerne om hjælp: Hvem ejer dette køretøj?

Nordjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere en ung mand, som formodes at stå bag et røveri i Vestbjerg.

Røveriet fandt sted søndag den 18. August og blev begået mod supermarkedet SPAR på Blomsterbakken 4. Klokken cirka 21.00 trådte en mand ind i supermarkedet og truede med en stor kniv personalet til at udlevere kontanter.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har valgt at offentliggøre et foto af den scooter, som blev brugt under flugten fra stedet i håb om, at nogen genkender den:

– Vi vil rigtig gerne have offentlighedens hjælp i den her sag. Vi mangler oplysninger, der kan hjælpe med at fastlægge gerningsmandens identitet. Derfor går vi nu ud med dette billede af den scooter, der blev brugt under flugten fra stedet. Scooteren kørte fra SPAR mod vest ad Mejlstedvej, siger politikommissær Martin Rolighed fra Nordjyllands Politi.

Martin Rolighed er klar over, at scooteren er meget utydelig på billedet, men vurderer alligevel, at der kan være borgere, som har bidt mærke i den:

– Man kan se, at der bag på scooteren er monteret en usædvanlig høj grå bagageboks, siger Martin Rolighed.

Foto: Nordjyllands Politi

Gerningsmanden beskrives som:

  • 20 – 25 år gammel.
  • Cirka 180 centimeter høj.
  • Spinkel af bygning.
  • Lys i huden og med rødt hår og fregner.
  • Blå øjne.
  • Talte dansk.

Manden var maskeret under røveriet og bevæbnet med en cirka 20 centimeter lang kniv.

Hvis du genkender scooteren, ved hvem der benytter den, eller har andre oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 114.

Nu hjælper vi hinanden med at dele denne efterlysning, så politiet kan finde den formodede gerningsmand!