Foto: Jacques Witt/AFP/Ritzau Scanpix

Prins Joachim udskrevet fra hospitalet

Mandag aften den 3. august 2020 blev prins Joachim udskrevet fra Universitetshospitalet i Toulouse i Frankrig, hvor han i forrige uge blev opereret for en blodprop i hjernen.

Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

– Det er nu lægernes vurdering, at prinsens helbred er forbedret i en sådan grad, at Hans Kongelige Højhed kan udskrives, og prins Joachim opholder sig nu på Château de Cayx. Det er fortsat familiens ønske, at Prinsen får den fornødne ro til at komme sig helt, lyder det i pressemeddelsen.

Foto: Jacques Witt/AFP/Ritzau Scanpix

Prins Joachim og prinsesse Marie benytter også lejligheden til at takke det involverede hospitalspersonale for et professionelt forløb i forbindelse med indlæggelsen.

Det var natten til lørdag den 25. juli, at prins Joachim blev opereret for en blodprop i hjernen.

Efter indlæggelsen og behandlingen på intensivafdelingen var det lægernes vurdering, at prins Joachim ikke får fysiske føler eller andre mén som følge af blodproppen.

Blodproppen i hjernen skyldtes ifølge en pressemeddelelse fra kongehuset en pludselig dissektion af en arterie, og det er det lægefaglige teams vurdering, at risikoen for et tilbagefald er meget lille, når arterien først er helet.

Sikke en fantastisk nyhed! Vi ønsker prins Joachim og hele familien alt det bedste.