Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

SF presser på for genåbning 1. marts: “Vi skal jo ikke holde Danmark lukket for evigt”

Fra den 1. marts 2021 vil SF have alle folkeskolelever tilbage i skolen og give mindre butikker lov til at åbne igen.

Det skriver DR Nyheder.

– Når vi kan se, at smitten falder, så skal det danske samfund også langsomt genåbne. Vi skal jo ikke holde Danmark lukket for evigt. Jeg tror, at vi i marts vil kunne se en mulighed for mere genåbning, siger SF’s formand Pia Olsen Dyhr til DR Nyheder.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Pres fra borgerlige partier

De borgerlige partier lægger – lige som SF – pres på for, at statsminister Mette Frederiksen skal åbne det danske samfund mere op allerede fra den 1. marts.

SF kræver dog kun yderligere genåbning, hvis smitten ikke løber løbsk de næste par uger og ønsker at genåbningen sker kontrolleret og med øget brug af test.

Genåbningen startede den 8. februar 2021, da elever fra 0. til 4. klasse fik lov at komme tilbage i skole.

‘Nødt til at følge planen’

Sundhedsminister Magnus Heunicke har ikke ønsket at blive interviewet om SF’s udmelding.

På det sociale medie Twitter har han dog skrevet en kommentar til den igangværende debat om genåbning af landet:

– Jeg forstår det voksende behov for genåbning. Vi er nødt til at følge planen om gradvise skridt, så vi bevarer epidemikontrollen, lyder det.

Hvad mener du om genåbningen af Danmark? Del gerne din holdning i kommentarfeltet på vores facebookside.