Tidligere overrabbiner Bent Melchior er død

Bent Melchior er afgået ved døden tidligt onsdag morgen. Det oplyser familien.

Den tidligere overrabiner Bent Melchior er sovet ind onsdag morgen i en alder af 92 år.

Det oplyser familien ifølge Ekstra Bladet.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Bent Melchior er særligt kendt for at have været overrabbiner ved Det Mosaiske Trossamfund fra 1969 til 1996. Det var en post, han overtog fra sin far, Marcus Melchior.

Senere har trossamfundet ændret navn til Det Jødiske Samfund i Danmark.

Som overrabbiner var Bent Melchior meget værdsat og respekteret. Der blev lyttet, når han prædikede fra talerstolen i synagogen i Krystalgade i København.

Efter at være gået på pension blandede han sig fortsat i debatten om omskæring af drengebørn, i dansk udlændingepolitik og i de store åndelige spørgsmål. Han ønskede at bygge bro og forståelse mellem religioner og at værne om menneskerettigheder.

Bent Melchior skal begraves torsdag eftermiddag i København.

Hvil i fred.

Vær med til at sende Bent og hans pårørende en hilsen i kommentarsporet under artiklen på Facebook nu.