Foto: Rune Johansen / Ritzau Scanpix

Rasmus Paludan nægtet adgang til Langelandsfestival – trods billet

Leder af partiet Stram Kurs er uønsket på Langelandsfestival og vil blive nægtet adgang, selvom han har købt billet.

Rasmus Paludan har sammen med to venner købt billetter til Langelandsfestival, men han kommer ikke ind, hvis han forsøger at indløse billetterne og få udleveret festivalarmbåndene.

Han er nemlig ikke ønsket på festivalen, hvilket direktør og festivalejer Allan K. Pedersen ifølge TV2 Fyn bekræfter. Han begrunder afvisningen med, at det er for de øvrige gæsters sikkerhed og tryghed, at partilederen ikke kommer ind.

Politikeren er på ingen måde tilfreds med det afvisningen, og han har sammen med vennerne tænkt sig at tage hen til festivalen – selvom han risikerer at blive afvist i døren.

– Jeg kan ikke forstå, at man udelukker politikere, fordi man ikke kan lide dem. Der er nu engang 12-13 partiledere i Danmark, som repræsenterer opstillingsberettigede partier. Man kunne godt mene, at de er de fremmeste repræsentanter for demokratiet. Begynder man at udelukke dem, man personligt ikke bryder sig om, lever de i hvert fald ikke op til Langelandsfestivalens slogan om, at alle er velkomne, siger Rasmus Paludan til TV2.

Ifølge TV2 Fyn har Rasmus Paludan truet med at demonstrere foran festivalen, hvis han bliver afvist.