Medier: Nedlukningen udvides til hele landet

Både nyhedsmediet TV 2 og BT erfarer, at de nuværende restriktioner vil blive udvidet til resten af landet.

Smittetallet med covid-19 er stigende i Danmark, og det samme er antallet af kommuner, som kan se frem til yderligere restriktioner ifølge flere medier.

Flere medier erfarer nemlig nu, at de nuværende restriktioner, som gælder landets 69 kommuner, vil blive udvidet til de resterende kommuner over hele landet.

Flere sundhedsordfører og borgmestre har i dag været indkaldt til et coronakrise-møde, og det er et tegn på noget helt bestemt ifølge TV 2’s politiske analytiker:

– Forløbet fra tidligere i den her coronakrise har været, at når sundhedsordførerne er blevet orienteret om nye restriktioner, der er på vej, så går der ikke længe, før det også bliver meldt ud i offentligheden. Derfor må vi også forvente et pressemøde i løbet af eftermiddagen, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder til TV 2.

Disse restriktioner kan udvides til resten af landet:

  • De ældste skolelever fra femte klasse og op sendes hjem. Det samme gælder gymnasieelever og studerende fra videregående uddannelser, der ikke længere skal møde fysisk op. I stedet vil der være digital-undervisning.
  • Restauranter, caféer og barer lukker alle ned, men med mulighed for at købe take-away.
  • Indendørs idræts – og forenings aktiviteter skal holdes lukket. Det gælder også fitnesscentre og svømmehaller.
  • Kulturinstitutioner med indendørsarealer, såsom museer, biografer, biblioteker og teatre lukkes.
  • Private arbejdsgiver opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at udføre deres arbejde uden fysisk fremmøde, arbejder hjemmefra.
  • Offentlig ansatte, der ikke besidder kritiske funktioner, og som endnu ikke er sendt hjem, skal fremover varetage deres arbejde hjemmefra.